Brandkorpset

af Niels V. Andersen

Nyborg Brandkorps

I anledning af Nyborg Brandkorps 70 års jubilæum den 13. november 1965 udgaves et lille jubilæumsskrift.
Om brandvæsenet tidligere står der:
”Alarmeringen skete med trommeslagerens march gennem byen, eller ringen med kirkeklokkerne, bekæmpelsen af ilden foregik med hånddrevne pumper og mandskabet var indrulleret i korpsene ved tvang.”


Ca. 1900. Nyborg Brandkorps foran Nyborg Rådhus.

Materiel og sprøjtehuse
Byens brandsprøjter blev i mange år anbragt i slottets kældre og i udfaldsporten.
Crone fortæller i sine optegnelser om Nyborg bl.a.
1797 Opførtes et sprøjtehus nord for rådhuset

1798 Opførtes et sprøjtehus øst for latinskolen

1857 Opførtes et sprøjtehus mellem kirken og latinskolen ud mod Gammel Torv.

1871 Sprøjtehuset mellem kirken og latinskolen ud mod Gammel Torv blev nedbrudt.

Det daværende materiel bestod af:
Jagtsprøjten
Storesprøjten
Kirkesprøjten
Rådhussprøjten
Interessentsprøjten
CabinetsprøjtenTeatersprøjten


Brand- og Redningsstationen i Nørrevoldgade

Sprøjtemønstring
To gange om året afholdtes sprøjtemønstring på torvet ved rådhuset.
Disse mønstringer trak mange tilskuere til.
Bagefter ” slukkede ” brandmændene tørsten i byens mange restauranter.

Om en mønstring i 1887 skrives i rapporten:

Hr. Borgmester Hall!

Ifølge Slangebærer O. S. s Optræden ved sidste Sprøjtemønstring den 25. juli, hvor han på alle mulige Maader søgte at latterliggøre Tjenesten og særlig til sidst med et stort Oplag af skrigende og larmende Drenge omkring sig med et bestemt ”Nei” nægtede at lystre mig, tillod jeg mig at lade ham arrestere, og maa jeg yderligere som Følge heraf og for at forebygge Gjentagelsestilfælde anmode Hr. Borgmesteren om at diktere ham en Mulkt på 8 – 10 kr.


Brandinspektøren
Ligeledes afholdtes brandsyn to gange om året.

I oktober 1891 valgtes købmand C. Brandt Korch til at lede Nyborg Brandvæsen.
Han fungerede til 1926. 

I begyndelse af 1900-tallet samledes alle byens brandsprøjter i et ”Sprøjtehus”, der blev indrettet i rådhusets Nørregade-fløj.
 

Aflønning
I 1909 aflønnedes brandfolkene således:

Menige brandmænd fik 30 kr. om året i begyndelsesløn stigende til 40 kr. efter 5 år.

Underassistenten fik 50 kr. om året.

Brandinspektørens løn var 200 kr. årligt.

Behovet for bedre materiel og rammer for Nyborg Brandkorps voksede meget i løbet af de første 25 år af 1900- tallet.

I 1931 ansøgte Falcks Redningskorps om tilladelse til at udføre brandvagttjenester.

Den 1. juli 1935 oprettedes Nyborg brandstation i Nørrevoldgade (se foto).

Den 1. april 1968 overtog Falcks Redningskorps hele Nyborg brandvæsen.

Siden 1935 har der eksisteret en ordning, hvor redningskorpset skulle vedligeholde materiellet og køre sprøjterne til brandstedet, hvorefter kommunens mandskab overtog slukningen.

Falckstationen på Ladegårdsvej blev taget i brug i sommeren 1969 og har fungeret som sådan siden da.

Nyborgs brandinspektør har til huse hos beredskabet på Alsvej.

Kilder:
Nyborg Brandkorps 1895 – 1945
Tekst: Gunnar Petersen

Nyborg Brandkorps
70 års jubilæumsfest 13. november 1965

Falck – Fyn – Femti
Meddelelser 33. årgang nr. 3 1. april 1969


Borgerbryg

af Per John Hansen


Da den nyborgensiske vinhandler Kenneth Løndahl 1. november 2007 relancerede den tidligere så populære Borger Bryg fra Nyborg-bryggeriet Carlsminde, var det tredje gang, en luksusøl med det navn blev frigivet.
I 1930’erne blev der nemlig også lavet en øl med navnet Borger Bryg. Men den havde ikke samme etikette som den nuværende eller som den øl, der blev brygget fra Nyborgs byjubilæum i 1971 til lukningen i 1993.


Fig. 1. Borgerbryg. Klik på billedet for at se etiketten i stor version

Såvel selve etiketten som hals-etiketten adskiller sig fra jubilæums-bryggen og den nye bryg. På selve etiketten er motivet Mads Lerches Gård, hvor museet holder til i dag.Og hvor Carlsminde i øvrigt blev grundlagt i 1856 af brygger Carl Larsen. I 1971 skiftede Borger Bryggens etikette en smule udseende – til nogens fortrydelse, fordi billedet af museums-bygningen blev knap så flot som tidligere. Det skyldtes, at der på etiketten skulle placeres stregkoder. Og så blev der naturligt nok også lavet specielle etiketter til de Borger Bryg, som Carlsminde producerede til den franske afdeling af butikskæden Marks and Spencer. Etikettens hovedmotiv var dog fortsat Mads Lerches Gård. 

På de to nyeste halsetiketter kan man læse, at Borger Bryggen er en luksusøl brygget efter en gammel recept. Det hører dog med, at Helge Wørmer på sit lille laboratorium på bryggeriets 1. sal ændrede recepten, så den fik en smag, der var oppe i tiden. Det viste sig altså at være en god idé, da Borger Bryggen til det sidste var ganske populær – og altså er blevet det igen.
Den første portion af den seneste Borger Bryg blev revet væk – og Kenneth Løndahl var lige så forudseende som bagmanden bag jubilæumsbryggen, bryggeri-direktør og cand. Pharm Helge Wørmer: Han fik sat en ny omgang bryg over, så snart den første var færdig.
Wørmers Borger Bryg var tænkt som en engangsforeteelse, men den blev som nævnt brygget frem til 1993, da den nye ejer, det daværende Albani-bryggeri med hovedsæde i Odense, i bogstaveligste forstand lukkede for hanerne.
Det var Helge Wørmer, der foreslog, at jubilæumsbryggen skulle hedde Borger Bryg, og det var nu afdøde borgmester Børge Jensen, der sad i bryggeriets bestyrelse, med på.
I disse konspirationsteori-tider er der nok nogle, der vil spørge sig selv, om det var i recepten fra 1930’ernes Borger Bryg, at Helge Wørmer hentede sin inspiration til jubilæumsbryggen, men det spørgsmål er det ikke lykkedes at finde svar på.


Fig. 2. Lager. Klik på etiketten for at se en stor version

I alt har der været fire etiketter til de Borger Bryg, der er lavet på det nu lukkede Carlsminde-bryggeri i Nyborg. For oven ses etiketterne til de øl, der blev brygget til Marks and Spencers franske butikkæde. Nedenfor ses etiketterne til den Borger Bryg, der som den første blev brygget på Carlsminde i 1930’erne. Foroven ses de etiketter, der blev brugt fra Nyborgs byjubilæum og frem til bryggeriets lukning – og på den nye bryg, som vinhandler Kenneth Løndahl får brygget på Ørbæk Bryggeri. Den sidste etiket fra Carlsminde var med stregkode. Den blev brugt i Borger Bryggens tre sidste år, og mange mente, den blev skæmmet af de stregkoder, som den nye teknologi krævede.


Fig. 3. Borgerbryg. Klik på billedet for at se etiketten i stor version

Nyborg Før og Nu 2017

Skæbner fra fattiggården

– om Ullerslev Fattiggård, Tangevej 1  af af Yvonne Løfberg

Bragt i Nyborg før & nu 2008 s. 116-126

I 1841 blev sognekommissionerne erstattet af folkevalgte sogneforstanderskaber. Fra centralt politisk hold blev de nye sogneforstanderskaber opfordret til at samle sognets fattige i særlige fattighuse. Dette for at udnytte lemmernes arbejdsevne mere optimalt. Lægen Julius Bentsen opfordrede i 1865 kommunerne til at udnytte fattiglemmernes arbejdsevne i størst mulig udstrækning og slog til lyd for, at dette bedst kunne gøres, hvis arbejdet blev centraliseret i et dertil indrettet arbejdshus. 1 Tanken var i overensstemmelse med tidens nytteteori: Der skulle ydes, før der kunne nydes. En »sidegevinst« ved at samle sognets fattige i en fattiggård var den afskrækkende effekt: Trængende søgte ikke gerne fattighjælp, hvis det betød indlæggelse på fattiggården. Fattiggårde blev indrettet i kommunalt ejede landbrugsejendomme og skulle drives som selvbærende økonomiske enheder. I november 1877 købte sognerådet i Flødstrup-Ullerslev Markus Mogensens sted på Ullerslev Mark for den nette sum af 11.600 kr. med det formål at indrette en fattiggård dimensioneret til 20 fattiglemmer på stedet (Tangevej 1). I 1880 boede der 2157 i Flødstrup-Ullerslev sogne. I juni 1878 ansattes en bestyrer for kommunens nye fattiggård. Der var indkommet hele 30 ansøgninger. Sognerådet besluttede sig for at vælge bødker Peder Henningsen fra Bellinge til posten. Henningsen og hans kone huskes som meget respektable og retfærdige mennesker, der holdt temmelig streng justits. 2 I 1887 ønskede Henningsen at fratræde. Ny bestyrer blev rebslager Rasmus Jørgensen, der valgtes blandt 58 ansøgere. Blandt bestyrerens arbejdsopgaver var indskrivning af lemmer ved ankomst, fortegnelser over lemmernes daglige arbejde, flidspræmier, opførsel m.m. Disse protokoller er altså primære kilder, levn, der på lakonisk vis fortæller historien om menneskeskæbner for 120-130 år siden.

I januar 1879 stod fattiggården klar til indflytning. Sognerådet holdt d. 25. januar 1879 årets første møde i den nyindrettede, endnu tomme fattiggård. Her vedtog sognerådet pr. 1. februar 1879 at tilbyde alle, der faar fast Almisse, frit Ophold paa Fattiggaarden, udenfor hvilken der ikke for Fremtiden kan ydes betydelig Understøttelse. 3 Med andre ord: Hvis man ikke ville flytte ind på fattiggården, blev der lukket for den kommunale kasse.

D. 29. januar flyttede de første beboere ind. Derefter var der ca. fire indflytninger dagligt, indtil fattiggården var fuld. Lemmerne samt deres ejendele blev kørt til fattiggården af gårdmænd fra kommunen. Ved indskrivningen fik de et nummer. Noget tyder på, at der har været problemer med at fylde gården op, idet fem personer, der var forsørgelsesberettigede i Ullerslev, men bosiddende andetsteds, blev hjemkaldt for at flytte ind i fattiggården. Faktisk var det sjældent, at fattiggården var fyldt op. Det første 1½ års tid efter sin åbning var fattiggården godt nok tæt på fyldt, så fulgte et par år med kun 10-15 beboere, periodisk var der kun 9 beboere. Fra 1884 steg antallet lidt for at kulminere med op til 22 beboere i årene 1887-88.

Fattiggården var kun i drift i 14 år (1879-1893). 100 lemmer nåede i disse år at blive indskrevet, nogle flere gange. Fattiggården blev afløst af friboligen, Kertemindevej 7. I 1898 solgte Flødstrup-Ullerslev sogneråd ejendommen Tangevej 1 til H. P. Knudsen for 6300 kr. Fra bestyrerens protokoller har jeg plukket nedenstående livshistorier, som jeg har søgt at gengive uden fortolkning, hvilket jeg lader være op til læseren. Jeg har på ingen måder udnyttet kildematerialet til bunds. Der vil givetvis kunne findes yderligere oplysninger om de pågældende personer.

Nr. 3 Jørgen Hansen
Som en af de allerførste indflyttere ankom den 78-årige Jørgen Hansen fra Ullerslev By d. 29. januar 1879 til Ullerslev Fattiggård, kørt dertil af gårdmand Jens Rasmussen. Jørgen Hansen var skomagersvend. De første måneder ser det ud til at have gået helt godt. Jørgen Hansen fik maksimal flidspræmie på 60 øre om måneden, men i maj 1879 dukker Jørgen Hansens navn for første gang op i den dagbog, bestyrer Peder Henningsen førte over lemmernes opførsel. Jørgen Hansen havde optrådt opsætsigt over for Peder Henningsen. I juni begynder Jørgen Hansen at forlade fattiggården uden tilladelse. Nogle gange er han fuld, når han vender tilbage. De mange absenteringer fortsætter i juli og går tilsyneladende bestyreren så meget på, at han skriver om Jørgen Hansen, at han er en uefterrettelig og doven person. Peder Henningsen fremfører følgelig en klage over Jørgen Hansens opførsel for sognerådet d. 1. august 1879. Det viser sig, at også Jørgen Hansen havde klaget til sognerådet – over Henningsen. Sognerådet valgte at lytte til Henningsens klage og idømte Jørgen Hansen 14 dage på tvangsarbejdsanstalt. D. 10. august nægter Jørgen Hansen at udføre nogen form for beskæftigelse, som Henningsen sætter ham til. D. 19. august overføres Jørgen Hansen til Korsør Arbejdsanstalt. D. 13. september vender han tilbage til fattiggården i Ullerslev. I slutningen af december 1879 hører vi igen om, at Jørgen Hansen absenterer sig uden tilladelse. Som de øvrige gange vender han tilbage samme dag. I slutningen af januar 1880 er der igen problemer med Jørgen Hansen: Der er blevet fundet Pandekage og andet Spiseligt i hans Kiste og Seng. I de kommende måneder er Jørgen Hansen ifølge bestyreren i konstant opposition og nægter at arbejde.

D. 15. april 1880 er Jørgen Hansen opsætsig i en grad, så han nægter at rede sin seng. Det er dumt, da det henleder personalets opmærksomhed på hans seng, hvor de i sengehalmen finder en tobakspibe samt en Flaske med Brændeviin tilligemed flere andre Flasker. Disse effekter blev i sagens natur straks frataget ham.

D. 18. april 1880 forlod Jørgen Hansen for sidste gang fattiggården, også denne gang uden tilladelse, men denne gang vendte han ikke tilbage. Han blev d. 25. april fundet druknet i åen ved Mellem Mølle.

Nr. 8 og nr. 9 Ægteparret Hans Mikkelsen og Maren Nielsdatter
Også Hans Mikkelsen var en ældre mand, født i Kølstrup i 1809, da han sammen med sin kone, Maren Nielsdatter, født i Allested i 1795, d. 1. februar 1879 blev indskrevet i Ullerslev Fattiggård blandt de allerførste beboere. Listen over pligtkørsler viser, at det var jægermester Engelsted af Rørbæk, der stod for transporten af ægteparret fra fattighuset i Flødstrup til den nyetablerede fattiggård på Tangevej i Ullerslev. Meget tyder på, at Hans Mikkelsen havde et hidsigt temperament. Han truede bl.a. med at få bestyrer Henningsen sat fra bestillingen samt med slå hjernen ind på en af de kvindelige beboere, Caroline Pedersen, som også bestyreren anså for forrykt. Også en anden beboer, Ane Kirstine Hansdatter, lægger ægteparret sig ud med. Helt dårlig har deres arbejdsindsats dog ikke været, i og med de er fast klientel på listerne over modtagere af den månedlige flidspræmie, maksimalt 60 øre. Blandt deres arbejder nævnes, at de fletter halmkurve. Ægteparret har næppe følt sig særlig lykkelige. D. 30. april 1879 ved fyraftenstid blev Maren ustyrlig og ville drukne sig. Om morgenen d. 29. september samme år forsøgte Hans Mikkelsen at hænge sig i sit soveværelse, men blev forhindret, hvorefter han blev ustyrlig over for bestyreren, dennes kone samt et sognerådsmedlem. Maren brugte mund ved denne lejlighed og kom med mange spydige ord, som hun dog siden undskyldte. Næste nat blev der holdt vagt over Hans Mikkelsen, og næste dag kom politiet for at afhøre ham om, hvorvidt der var en årsag til selvmordsforsøget, hvortil han svarede nej. Hans Mikkelsen hævdede, at han intet havde at klage over og undskyldte sin opførsel. Maren dør i juni 1882 umiddelbart efter sin 87 års fødselsdag. Fra august til oktober 1885 ligger Hans på Nyborg Sygehus som følge af et smertefuldt koldbrandssår. Der følger et sygeleje på 5½ år på fattiggården, før Hans dør i 1892.

Nr. 14 (alias nr. 48, 75, 81, 84, 90 og 93) Jens Jensen
Jens Jensen, født 11. november 1823 i Flødstrup, blev en af fattiggårdens hyppige gæster. Første gang, vi møder ham, er d. 17. februar 1879, hvor han bliver indskrevet sammen med sin kone, Dorthe Chrestensdatter, født 25. december 1816 i Martofte. I fattiggården blev Jens Jensen beskæftiget med at kløve brænde. D. 21. februar absenterede han sig uden tilladelse og opfordrede sin kone til at nægte alt arbejde, hvilket hun dog ikke efterkom. Det bliver dog et kort ophold, i og med parret fraflytter fattiggården igen d. 31. marts 1879. De har fået overdraget en lejlighed i Ullerslev Fattighus under det Frie Fattigvæsen. Jens Jensen klarer sig tilsyneladende rimeligt frem til d. 14. november 1884, hvor han igen bliver indskrevet på fattiggården, denne gang uden sin noget ældre kone. Han betegnes dog fortsat som gift. Igen bliver det et kort ophold, idet han søndag formiddag d. 7. december forlader fattiggården uden tilladelse. D. 29. november 1887 bliver Jens Jensen igen indskrevet på fattiggården. Nu omtales han som enkemand. Han har forud for indskrivningen udstået en straf for betleri og været indlagt på Odense Fattiggård. Da foråret kommer, får Jens Jensen d.10. marts 1888 lov at drage fra fattiggården for at søge tjeneste på Hindsholm. Men d. 12. februar 1889 vender Jens Jensen tilbage til fattiggården hjemsendt fra Odense efter Udstaaet Straf (60 Dages Fængsel) for Betleri. 1. maj afrejser han igen for at træde i tjeneste i Bogense, men vender d. 22. oktober samme år tilbage efter 90 dages tvangsarbejde for betleri. Han forlader dog fattiggården uden tilladelse efter blot 15 dage. D. 7. april 1890 er Jens Jensen tilbage på fattiggården, denne gang efter at have udstået fire måneders tvangsarbejde. D. 24. juli afrejser han for at komme i tjeneste hos en gårdmand i Sanderum. Men det er tilsyneladende ikke gået så godt med arbejdet i Sanderum, for d. 24. januar 1891 har Jens Jensen igen udstået en straf for betleri, denne gang på fem måneder. D. 10. maj giver sognerådet sin tilladelse til, at Jens Jensen kan tage arbejde i Odense og medgiver ham 2 kr. 50 øre i rejsepenge. Historien gentager sig: D. 8. februar 1892 er Jens Jensen igen tilbage på fattiggården i Ullerslev, også denne gang efter en straf: En måneds fængsel for løsgængeri. Ikke desto mindre får han d. 16. marts samme år lov at forlade fattiggården for at søge arbejde. Denne gang medgives han 3 kr. i rejsepenge. D. 8. juli 1893 indlægges Jens Jensen til midlertidig forsørgelse. Efter 12 dage drager han derfra igen. Her ophører fattiggårdens virke, så vi ved ikke, hvorledes det videre er gået Jens Jensen.

Nr. 16 (alias nr. 34 + 51) Rasmus Carl Pedersen
Rasmus Carl Pedersen var et barn på 12 år, da han d. 20. februar 1879 flyttede ind i fattiggården. Vi ved om ham, at hans mor var afdøde, ugift Fruentimmer Karen Pedersen. I fattiggården opførte han sig godt, indtil han d. 24. februar 1879 stjal knapper fra en anden dreng. I marts er den gal igen: Rasmus Carl Pedersen har skåret knapper af flere ham ikke tilhørende klædningsstykker. Året efter træder han igen ved siden af: Rasmus Carl har tilvendt sig nogle ubetydelige Sager. 1. november 1880 bliver Rasmus Carl, nu 14 år gammel, sendt ud at tjene hos en gårdejer i Ullerslev. Næsten to år efter bliver han d. 13. august 1882 igen indlagt på fattiggården efter siden d. 30. juli, hvor han bortgik fra sin tjeneste på Rabenslyst, uden tilladelse at have strejfet om på egnen. D. 4. september 1882 ankom politiassistent Olsen og sognefogden til fattiggården for at optage rapport over nogle tyverier begået af Rasmus Carl Pedersen. Rasmus Carl tilstår og tilføjer, at han yderligere stjal en skjorte fra samme mand. Alle tyvekosterne forefindes på fattiggården. D. 7. oktober 1882 kørte bestyreren Rasmus Carl Olsen til Nyborg for at give møde i retten og modtage sin dom: 15 rottingslag (spanskrør). Dommen eksekveredes umiddelbart efter dommen af arrestforvarer Sibbernsen i overværelse af herredsfuldmægtig Jensen og bestyrer Henningsen, der synes Rasmus Carl slap meget let, da slagene blev tildelt af et tyndt Spanskrør uden på fuld Påklædning. D. 12. juni 1883 forsøges Rasmus Carl igen anbragt i et tjenesteforhold, også denne gang hos en gårdmand i Ullerslev. 7. marts 1885 indlægges Rasmus Carl igen på Ullerslev Fattiggård. Bestyrer Henningsen skriver i den forbindelse om ham: Han har i senere Tid udstaaet Straf for Tyveri og Løsgængeri; er nu sidst optaget af Politiet i Nyborg paa Grund af manglende Subsistensmidler. Da Rasmus Carl Pedersen nu er fyldt 18 år, viser det sig, at Flødstrup-Ullerslev Kommune ikke længere er forsørgerpligtige over for ham. Derfor overføres han d. 17. april til Såderup Fattiggård.

Nr. 21 og nr. 73 Hjort-børnene
Murersvend Jens Frederik Hjort var hjemmehørende i Ullerslev, men var med sin kone Susanne Kathrine og børn flyttet først til Københavns, siden Frederiksberg Kommune for at få lettere ved at finde arbejde. Her modtog han imidlertid fattighjælp, som de pågældende kommuner søgte refunderet hos Flødstrup-Ullerslev Kommune. Da Frederiksberg Kommune foreslog, at det ældste barn, Iosefine Pouline Amalie Hjort, der var knap 14 år på dette tidspunkt, blev sendt på opdragelsesanstalt, vedtog sognerådet i FlødstrupUllerslev i stedet at få hende hjemsendt og indkvarteret på fattiggården. Her blev hun indskrevet d. 21. april 1879. Skiftedag 1. november 1880 blev hun sat i tjeneste hos en gårdejer i Birkende. D. 23. september 1887 bliver Iosefines lillebror, Jens Jakob Hjort, indskrevet i fattiggården. Efter kun en uge sættes han i tjeneste hos en gårdmand i Ullerslev. Tjenesteforholdet varer dog kun fire uger, hvorefter Jens Jakob igen indskrives i fattiggården.

Nr. 28 (alias nr. 68) Karen Marie Nielsine Nielsen
Karen Marie var en ugift malkepige på Skovsbo, datter af en ugift mor fra Ullerslev. Hun er næsten 21 år, da hun d. 27. december 1881 bliver indlagt på Ullerslev Fattiggård, hvor hun dagen efter nedkommer med sønnen Hans Laurits Nielsen. Knap en måned senere bliver babyen d. 23. januar 1882 sat i pleje for moderens egen regning samtidig med, at moderen vender tilbage til sin tjeneste på Skovsbo. I juli 1882 refunderer Karen Marie 9 kr. for sit ophold på fattiggården. Men fem år senere er Karen Marie igen kommet i uføre. Hun indlægges d. 19. januar 1887 på fattiggården, hvor hun blot fire timer senere Kl. 11½ Aften føder sønnen Peter Christian Nielsen. Og historien gentager sig: D. 1. marts sættes babyen i pleje hos indsidder Niels Madsen for 45 kr. halvårligt, denne gang af kommunens kasse. Plejeforældrene forpligter sig til for dette beløb at holde barnet med de fornødne Beklædningsgjenstande. D. 10. marts vender Karen Marie tilbage til den tjeneste, hun kom fra hos gårdmand Anders Hansen i Langtved.

Nr. 44 (alias nr. 60) Anna Kirstine Andersen
Anna Kirstine Andersen var datter af et husmandspar i Langtved. Hun var født d. 19. maj 1868. D. 20. juni 1884 bliver hun indskrevet på fattiggården i Ullerslev. Bestyrer Henningsen skriver ved ankomsten: Det er paa Grund af hendes uregerlige og usømmelige Opførsel i sine hidtil hafte Tjenester saavelsom i Hjemmet hos sine Forældre at hun, af sin Fader, efter Overenskomst med Sogneraadet, er indlagt hersteds for en daglig Godtgørelse af 20 Øre der erlægges af hendes Fader, der tillige skal holde hende med de fornødne Beklædningsgjenstande. D. 1. november 1884 har forældrene forbarmet sig eller fortrudt, for de henter Anna Kirstine hjem til videre forsørgelse. Men det går ikke i længden. D. 23. juni 1886 indlægges Anna Kirstine igen på fattiggården. Henningsen skriver: I den mellemliggende Tid har hun haft Ophold hos sine Forældre og i den Tid udvist samme Forhold som tidligere, hvorfor de ikke ville beholde hende længere i Hjemmet. Det viser sig, at Anna Kirstine er gravid. Hun nedkommer d. 15. september 1886 kl. 2 om natten med en søn, der døbes Anders Christian Andersen. Henningsen skriver: Paa Grund af Moderens uforsvarlige Behandling af Barnet, er dette af Sogneraadet i Dag d. 21. November udsat i Pleje hos Husmand Anders Hansen… for en halvaarlig Godtgørelse, 50 kr. Anna Kirstine bliver i fattiggården, men indlægges i perioden 27. februar-14. marts 1887 på Nyborg Sygehus. Hun når dårligt tilbage til fattiggården i Ullerslev, før hun igen føres til Nyborg. Hun har udøvet tyveri og bliver d. 19. marts afhentet af politiet til straf. D. 9. april er hun tilbage i fattiggården, hvorfra hun absenterer gentagne gange. For dette idømmes hun 76 dage på Korsør Tvangsarbejdsanstalt (fra september til december). D. 1. april 1889 udskrives Anna Kirstine fra fattiggården for at tage tjeneste hos en gartner i Herrested for en halvårlig løn på 25 kr.!

Nr. 49 (alias nr. 71) Christina Larsen
Christina Larsen var datter af en væver i Stenløse. Hun var født i 1848. I december 1884 ankommer hun til fattiggården med fem mindreårige børn. Hendes mand, murer Anders Rasmussen, forpligtes af sognerådet til at betale 30 kr. halvårligt for familiens ophold. Børnene bliver på fattiggården, indtil de hen ad vejen er gamle nok til at blive sat i tjeneste. Den mindste bliver som 9-årig sat i pleje for faderens regning. Christina Larsen indlægges i sommeren 1886 på Nyborg Sygehus, hvor hun fra januar 1887 får job som vågekone. D. 5. maj 1887 er hun imidlertid tilbage på fattiggården. D. 16. august 1888 dør hun af lungesvindsot, kun 40 år gammel.

Nr. 86 Caroline Elisabet Svensdatter
Caroline Elisabet var født i Sverige, og gift med væver Hans Peder Pleniussen. D. 30. oktober 1890 blev hun sammen med sine to tvillingpiger, født d. 20. september, indlagt på fattiggården på grund af sin egen og hendes mands sygdom. Manden tog hans forældre i Kissendrup sig af. Allerede d. 15. november forlader Caroline Elisabet fattiggården, nu uden sine spæde piger, for at vende tilbage til sit arbejde på Slotsgadens Dampvæveri i Odense. De to små piger bliver sat i pleje: Hulda Josephine Pleniussen d. 23. november 1890 hos kolportør Knud Jensen i Ullerslev, søsteren Elisabet Mathilde Pleniussen d. 24. november hos møllerkusk Jens Madsen ved Ullerslev Station, begge for en årlig pleje på 120 kr.

Hvor hård disse skæbner end synes at være, skal man dog sammenligne med de vilkår, som folk, der ikke var under fattigvæsenet, fristede i samtiden. Almindelige mennesker sendte også deres børn ud at tjene i en tidlig alder. Ligeledes måtte mange ældre mennesker arbejde til de var langt op i årene.

1) Julius Bernsen: Om fattighusene i Danmark. En bearbejdelse af det til Det Kgl. Sundhedscollegium indkomne Materiale. 1865.
2) Lektor Hakon Müller & landpostbud Niels Rasmussen: Ullerslev – et fynsk sogn. 1952, s. 73.
3) Flødstrup-Ullerslev fattigvæsens udgifter og indtægter i 1879, s. 410.

Fem Nyborgsoldater led druknedøden

Det skete under sejlads fra Nyborg mod Langeland

Søndag den 7. august i 1892 drog fem menige soldater fra 7. bataljon i Nyborg af sted i båd fra Bæltbyen – med Langeland som mål. Men de nåede aldrig frem og led i stedet druknedøden i et uvejr med kraftige kaste- eller hvirvelvinde, der fik båden til at kæntre.
Tragedien blev omtalt i Nyborg Avis to dage senere og findes også beskrevet i Nyborg Avis’ gamle årgange:

Fra Nyborg Avis:
.
I Søndags (7. Aug.) Morges KI. 41/2 sejlede 5 menige Soldater af 7de Bataillon fra Nyborg i en lejet Baad, sandsynligvis for at begive sig til Langeland. De ere imidlertid ikke vendt tilbage, ligesom de, saavidt vides, ikke have naaet Langeland. Der er derfor stærk Formodning om, at de desværre alle ere druknede. Vejret var nemlig i Søndags Morges til op paa Formiddagen temmelig forrygende, og det antages, at Baaden under en Kaste- eller Hvirvelvind er kæntret og de ombordværende saaledes gaaede i søen uden at kunne bjerge sig. En Fisker, der var ude at fiske Rødspætter nævnte Morgen, saa Baaden ud for Kløverhagen (en Odde ud for Kongshøi), men ved den Tid klarede den sig ret pænt. Derimod kom der senere nogle stærke Byger, der endog var saa haarde, at en Fisker maatte stryge Sejlene paa nær Fokken. 
De formodede forulykkede vare: P. L. Eriksen, Vindeby, Th. Herm. Madsen, Snøde, Fred. R. Petersen, Lohals, Jac. Madsen ‘Hansen, Tranekær, og Otto ‘Hansen, Snøde.
Baaden var temmelig ny – den var kun et par Aar gammel -, tilhører Baadebygger P. Jensen heraf byen.

Fra Nyborg Avis gamle Årgange

Det meddeles os senere, at de fem Soldater agtede sig til Lohals.
I Morges er Boghandler Schønemann sammen med Købmand Schrøder sejlet ud for at slæbe Vaad mellem Vresen og Langeland.
Ligeledes er Baadebygger P. Jensen og Fiskerifoged Christoffersen taget ud for at søge efter de forulykkede.
18. August:
Der er nu absolut Vished for, at de 5 savnede Soldater er forulykkede, idet der til Bataillonen er indløben Meddelelse om, at en Baad i Gaar Aftes til Lohals har indbragt Liget af Nr. 99 Jacob Madsen ‘Hansen, Tranekær. Det var Fisker P. Sørensen, Slipshan, der fandt Liget. Det laa drivende i Vandet sydvest for Kobberdybet.
Den 20. Aug. meddeles, at Fisker Ole Hansen heraf Byen den foregaaende Dag fandt Liget af Fr. Rasmussen Petersen, Lohals. Det laa ved Hvidgrundsballonen. udfor Kajberg.
Samme Aften inddrev ved Lejbølle paa Langeland, Liget af den tredie af Soldaterne, Otto Hansen fra Snøde.
— Liget af Fred. Rasmus Petersen, der blev fundet paa Nyborg Fjord, blev den følgende Dag fra Sygehusets Lighus af hans Kammerater baaret til Havnen, hvorfra en Baad førte det til hans Hjemstavn Lohals. Efter Kisten fulgte den afdødes Fader og Søster samt Officerer, Underofficerer og Mandskabet fra Kompagniet.
Den 20. August drev Liget af Theodor Hermann Madsen fra Snøde i Land ved Korsør.
Og Dagen efter, den 21. Aug. fandtes den femte af de forulykkede Soldater, Nr. 38, Peter Lauritz Eriksen fra Vindeby, hvis lig drev ind på Rødbjerghavn på Langeland.

Orkanen slog dem ud

(Artiklen er stillet til rådighed af Jørgen Østergaard, Herning . Jørgen Østergaard er født i Frørup.)

En søndag i efteråret 1916 ramte katastrofen de to gårde i Langæble sønden for Kajbergskoven, en milsvej syd for Nyborg. Det blev skæbnesvangert for beboerne.

En voldsom orkan buldrede over tagene med en lyd som af en kæmpekakkelovn. Pludselig også som om en kraftig haglbyge slog mod ruderne – en lyd som alle, der bor under stråtag, frygter, når et uvejr raser: Løse strå der pisker mod ruderne, fortæller, at orkanen har flænset hul på taget og på ingen tid kan flå det hele af.

Det blev årsag til den voldsomme ildebrand, som den 19. november 1916 lagde Niels Larsen Langæbles og sognefoged Niels Pedersen Langes gårde i aske. “De to gårde lå hyggeligt og idyllisk i en lavning, sognefogedens omgivet af en smuk have og en lille lund. Efter branden var Niels Langæbles gård fuldstændig udslettet, og af sognefogedens stod kun de røde vægge tilbage med gabende vinduesåbninger”, skrev Nyborg Avis i sin medrivende brandreportage.

Ilden opkom ved middagstid i Niels Larsen Langæbles gård, hedder det videre. Orkanen havde revet hul på stråtaget over laden. Niels Langæble var gået derop for at dække hullet. Næppe var han kommet ned, før hele gården næsten på én gang stod i lys lue. Niels Larsen Langæble skyndte sig ind for at få familien ud. Det lykkedes, men ellers blev der ikke tid til at få noget ud. “Vi reddede kun Hans og en rød dyne”, blev der sagt, når man siden i familien talte om branden. Dynen fordi den var svøbt om den kun tre en halv måned gamle dreng.

Kun seks køer og tre heste lykkedes det behjertede folk at få ud af den brændende stald, og enkelte af dem blev forbrændt. Dyrene blev ikke, som det oftest sker, når de brænder inde, kvalt af røg. Den voldsomme storm blæste røgen bort, så dyrene brændte ihjel. Der indebrændte syv malkekøer, fire kvier, fire tyre, en halv snes kalve, tre følhopper, tre plage, fire føl, tre grisesøer, to slagterisvin, to fedesvin og en snes pattegrise. Slagter Nielsen, Vormark, parterede og bortkørte kadaverne, der skal koges og udvindes til fedt, der bruges til sæbeproduktion, resten tilvirkes til svinefoder.

Sognefoged Niels Pedersen Lange var netop ved at skulle spise til middag, da hans husholderske opdagede branden i nabogården, og få minutter efter havde ilden fat i sognefogedens gård. Han, der var formand for mejeriet, sikrede sig dettes bøger og egne værdipapirer samt en del af det mest værdifulde indbo, der blev reddet ud, inden taget skred. Rasmus Larsens karl fra Slude, Knud, var særlig energisk ved dette redningsarbejde, fortæller Nyborg Avis, hvis rapporter husker, at navne altid er godt stof.

I nabobyerne blev der slået brandalarm. Sprøjterne fra Tårup, Øksendrup, Frørup og Kogsbølle kom. Men der var intet at gøre. De to gamle stråtækte gårde, der lå kun et halvt hundrede alen fra hinanden, var et tordnende bål, der piskedes af stormen, så flammer, ildflager og gnister føg som et ildvejr tværs over brandstedet og langt ud over markerne bagved.

Så stærk var stormen, at ilden kun tændte i selve vindretningen. En gammel ladebygning tæt ved sognefogedens gård blev således reddet, fordi ilden bogstavelig talt blæste forbi den, og det samme gjaldt nogle halmstakke bag gården, de tilhørte Sludegaard og var ej assurerede.

Herredsfuldmægtig Bjerregaard holdt brandforhør i nabogården hos Frederik Hansen, Højlykkegaard, hvor de brandlidte var taget ind. Noget afgørende oplystes ikke om ildens opkomst, men der er dog nogen sandsynlighed for, at den kan skyldes uforsigtighed med en tobakspibe, skriver avisen forsigtigt – men det dækker nok over, at Niels Langæble i skyndingen glemte at lægge sin uundværlige pibe, da kan kravlede på taget for at sikre det mod orkanens rasen – med de skæbnesvangre følger, det fik!

Brandskaden var meget betydelig. Niels Larsen Langæbles gård var forsikret i Landbygningernes alm. Brandforsikring for 26.650 kr. og løsøret for 44.100 kr. i Den fyenske Bondestands Brandforsikring. Han havde et års tid før branden købt gården af sin onkel, Anders Larsen, som nu boede i Nyborg.

Sognefoged Langes gård var fæstegård under Holckenhavn, den var forsikret for 21.472 kr. Han drev ikke længere selv gården, idet jorden et årstid før var forpagtet ud til frøken Laub på Sludegaard for ti år.

Ifølge sit fæstebrev har sognefogeden dog pligt til at opbygge gården i tilfælde af brand. Men formentlig opnås der overenskomst med godset, da hverken sognefogeden eller godset er interesseret i genopbygning, så længe jorden er forpagtet ud, hedder det.

Hele natten gik der brandvagt ved de nedbrændte gårde. Mandag mødte tårupperne op med heste og vogne for at rydde pladsen under ledelse af de to brandfogeder Hans Johansen og musiker Mads Petersen.

Helt op til nutiden har man på egnen fortalt om den voldsomme brand i de to gårde, der lå så tæt, at et risgærde på loftet dannede skel. Så nær lå de også engang, gamle matrikelskort viser, at de var bygget sammen som en tvillinggård. Men det var kun, til en voldsom brand lagde de to gårde i aske i 1822 – og den brand lever ikke mere i erindringen.

I Fyens Stifts allene priviligerede Adresse-Avis og Avertissementstidende, udgivet af Søren Hempel i Odense, – den senere Fyens Stiftstidende – stod Tirsdagen den 29. October 1822 at læse:

Nyborg: Løverdagen den 26-de mod Middagstid blev man her en betydelige Ildebrand vaer bag Holckenhavns Skov. Senere erfaredes, at det var de to Gaarde i Langæble under Holckenhavn. Uagtet at flere Sprøjter herfra Byen og Omegnens strax ilede til Hjælp, kunde man ikke standse de fortærende Luer. Den Mand, hos hvem Ilden udbrød, fik næsten Intet, den anden kun lidet Bohave reddet. Dette Uheld er så meget mere at beklage, da de begge vare velhavende Familier, bekjendte for deres Virksomhed, og ingen af Gaardene vare assurerede.

Avisen giver os ikke navnene på de to familier, men på begge gårdene var det samme slægt som ved den sidste brand. På den ene Niels Langæbles oldeforældre, Hans Larsen og Karen Andersdatter, der havde fået gården i fæste i 1802, og blev fulgt af sønnen, Lars Hansen, i 1849. Han afstod fæstet i 1896, og da købte sønnen Anders Peter Larsen den af Holckenhavn. Men han blev syg, derfor overtog brodersønnen Niels Langæble den i 1914.

I en anden gård var fæsteren ved branden i 1822 Niels Pedersen Langes farfar, Hans Nielsen, som havde den til 1828, da hans søn Peder Hansen overtog fæstet. Efter hans død i 1852 drev moderen den videre, til Niels Pedersen Lange fik fæstebrev på den i 1871.

Branden i 1916 ramte de to familier hårdt. Således kom den til at forbitre Niels Pedersen Langes gamle dage, Han skulle komme til at opleve, at strid mellem herremand og fæstebonde ikke kun hørte forrige århundreder til. Han var 73, da gårdene brændte, og så længe som 12 år efter lod han i en alder af 85 trykke et lille skrift, hvori han fortæller om den store uret, der er overgået ham. Nogle måneder efter, den 10. marts 1929, døde han.

Måske gik det galt, fordi den gamle lensbaron var død, og den nye var mere barsk, så Niels Pedersen Lange efter flere års strid måtte afstå både jord og livsfæste. “Det havde man før set, men da på grund af drukkenskab, dårlig drift af jorden, eller fordi skatter og afgifter ikke blev betalt. Det kunne man i hvert fald ikke bebrejde ham”, anfører Niels Pedersen Lange selv. Fra en anden side er antydet, at han måske nok søgte at få mere ud af situationen, end den kunne bære, og han synes ikke at have prøvet at lade striden afgøre af en domstol.

Gode mænd, der støttede ham i hans strid med baroniet, understreger, at Lange “på sin egn er en meget anset mand, der i høj grad har vundet sine medborgeres tillid og agtelse, hvorom en række tillidshverv er vidnesbyrd”. Sådan hedder det i den lille pjece med redegørelsen for striden med Holckenhavn. “Niels Pedersen Lange var to gange indvalgt i Frørup Sogneråd, sidste gang som formand. Han var meget virksom ved oprettelse af Frørup Mejeri, i hvis bestyrelse han sad i 31 år. Han var med til at oprette Fyns Mejeriforening og sad i dennes bestyrelse i 24 år. Han var med til at oprette Taarup Læseforening og var i flere år dens formand. Og i 36 år var han sognefoged og lægdsmand. I 1906 fik han Dannebrogsmændenes Hæderstegn”, hedder det videre.

Selv skriver N. P. Lange, at “Fæsteren betalte den højeste indfæstning, der er betalt for nogen bondegård under Holckenhavn Gods. Få år efter overtagelsen af gården byggede han et nyt stuehus og en ny svinesti, byggede 8 fag á 2½ alen til kostalden, lagde loft over hele staldlængen, ommurede denne og en ladelænge med mursten, hvor der hidtil var lervægge. Han anlagde en ny have og tilplantede den med frugttræer og buske. Han har endvidere nedlagt mange tusind stykker drænrør i jorderne. Til alle disse forbedringer af gården har fæsteren ikke modtaget nogen som helst hjælp fra baroniet. Fæsteren har til de fastsatte tider og uden nogensinde at være i restance betalt skatter og afgifter til baroniet, han har ikke forsømt gårdens drift eller på nogen anden måde forset sig mod baroniets ejer”.

Da N. P. Lange efter branden var på Holckenhavn, sagde baron C. Holck, endnu inden fæsteren havde fået sagt noget: “Det var trist, Lange, at denne ildebrand skulle ramme Dem i Deres høje alder. Men De skal ikke bygge gård i disse dyre tider, se nu at få bygget til lidt beboelse”, fortæller Lange. Og da fæsteren havde fået udført tegninger til det, som blev bygget, og havde forelagt dem for baron Holck, erklærede denne sig tilfreds med dem. Huset blev opført i røde sten og står med initialerne NPL endnu som stuehus for et af de fem husmandsbrug, der blev udstykket fra Holckenhavn i 1958 som led i arveafgift til staten. Brugene var på 14-18 tønder land.

Baron Holck har nok tænkt, at Lange jo var 73 år, ugift og uden livsarvinger, og at han ikke længere selv drev jorden, der var forpagtet ud. Da nu bygningerne var brændt, kunne det være nærliggende til sin tid at udstykke jorden, det er Lange selv inde på.

Han ønskede at købe gården i henhold til fæsteafløsningsloven af 1919, men baroniet afslår med henvisning til en lov fra 1861, som giver ejeren af fæstegods ret til at udtage til fri rådighed så meget hartkorn, som svarer til en niendedel af det bortsolgte bøndergods. Lange klagede sin nød til landbrugsministeren, men det nyttede ikke.

Påstand står mod påstand i spørgsmålet, om Holckenhavn ville sælge gården og om fæsteren ville købe, og måske var det ikke mindst uenighed om prisen, der fik det til at gå skævt. På Holckenhavn afviste man at have tilbudt fæsteren gården til købs, mens denne efter at have spurgt om prisen skulle have svaret, at den var for høj, til den pris skulle han ikke have købt gård. Det har jeg ikke sagt, siger Lange, der hævder at have fået gården tilbudt, godsforvalter Nielsen skulle endda have skrevet prisen op i hans, Langes, lommebog, da han var på godskontoret 14. november 1919. Hvorfor? spørger Lange.

Den 14. august 1921 kom godsforvalter Nielsen til fæsteren og spurgte, om han af gården ville afgive 90 tønder land straks, når han fik frit skøde på beboelseshuset og 5½ tønde land, hvoraf størstedelen kratskov og 6 skæpper land mose uden synderlig værdi. Lange sagde ja, men mente dog at skulle have lidt mere – uden at nævne nogen sum – for at afgive fæsteretten til 90 tønder land. Siden blev der aldrig siden fra baroniets side talt om en sådan ordning.

Først 2½ år senere blev sagen berørt, da godsforvalteren udtalte, at lensbaronen var blevet meget fornærmet over, at fæsteren ikke ville afgive jorden dengang. Men lensbaronen har måske ikke fået meddelt, at fæsteren sagde ja til at afgive jord dengang, skriver Lange, der i det hele taget tydeligt lader skinne igennem, at det er godsforvalteren, der er den onde ånd, så meget mere, som det ikke lykkes at få lensbaronen i tale eller få svar på brev til denne med ønske om et møde.

I november 1924 falder hammeren så. I form af et brev, underskrevet Ærbødigst M. Holck, der henleder opmærksomheden på, at fæstegården ikke er forsynet med de fornødne bygninger, ifølge fæstebrevet af 1871, ligesom det i sin tid overleverede løsøre og kornvarer ikke forefindes. Hvis Lange stadig ønsker at undgå opfylde sin byggepligt og anskaffe besætning, inventarium, korn m.v., forlanges et passende beløb deponeret til sikkerhed for afleveringskravet.

Niels Pedersen Lange fandt ikke i en alder af 81 år anledning til at bygge ny gård eller stille depositum for at måtte drive jorden, så han var tvunget til at afstå de 90 tønder land straks uden nogen som helst erstatning. Dog blev det tilladt ham at blive boende i huset og benytte gårdsplads, have og kratskov, men ved hans død skulle det tilbageleveres godset.

Videre måtte han også afgive til godset, hvad der var tilbage af assurancesummen, 5.913 kr., samt en erstatning på 3.403, kr. og 12 øre, som forpagteren af den omstridte gårds jord i ni år, frøken Laub på Sludegaard (død i 1976, 97 år gammel) ved landsretten var blevet dømt til at betale for misligholdelse af sin forpagtningskontrakt. Da hun afleverede jorden, var den misrøgtet og fyldt med ukrudt.

Havde Lange kunnet købe gården efter fæsteafløsningsloven i 1920, var han tilbudt 50.000 kr. i fortjeneste, med renter og ovennævnte beløb samt godtgørelse for forbedringer på gården bliver det 93.673 kr., han er gået glip af, gør han selv op, idet han bittert føjer til, at var gården ikke brændt, ville han kunne have nyde indtægterne til sin dødsdag. Ikke underligt, om han græmmede sig.

Niels Larsen Langæble, der var født i Sdr. Nærå den 20. februar 1888, blev den 9. juni 1914 gift med Maren Kirstine Hansen, født i Vormark 4. juni 1889, og et par måneder efter overtog de gården i Langæble fra hans farbror, Anders Peder Larsen, som solgte den på grund af sygdom.

Den var på 58 tønder land, deraf 55½ tønder land ager, en tønde land mose og skov, 1½ tønde land have og gårdsplads. Jorderne lermuldede, noget bakkede. Agermarken blev drevet i en otte marks drift: Havre, helbrak, vintersæd, byg, roer, blandsæd og to-års græs. Besætningen var på 17 køer, 15 stykker ungkvæg og kalve samt en tyr af rød dansk race, desuden fem heste, fire plage og føl samt seks får. Der blev fedet ca. 30 svin om året. Gården var i hartkorn sat til 5 tønder, 1 skæppe, 3 fjerdingkar, 3/4 album. Ejendomsskylden var 32.000 kr, og den var brandforsikret for ca. 26.000 kr. Staldlængen var opført i 1870-erne af grundmur, de øvrige bygninger 1822 af bindingsværk, alt tækket med strå. Og så føjer beskrivelsen til, at der til Sjælland over bæltet er en henrivende udsigt – som digteren H. C. Andersen engang af herskabet på Glorup blev taget med hertil for at beundre fra Helvede, som en højeste banke hed.

Men deres tid på den gamle slægtsgård blev kun kort, orkanen og branden slog dem ud. Tre uger efter kan Nyborg Avis den 8. december fortælle, at han har solgt gården til sognerådsformand, gårdejer Rasmus Larsen, Slude, og gårdejer Frederik Hansen, Højløkkegaard, Slude, for 58.000 kr. Overtagelsen var sket. I handelen medfulgte assurancesummen, ca. 26.000 kr.

De to købere tog hver 18-20 tønder land, men Rasmus Larsen solgte halvdelen af sin andel til Langeskovgaard. Tilbage blev en snes tønder land til den nyopførte gård, som Alfred Jensen og Sara overtog. Desuden lejedes andre 20 tønder land.

Dermed havde slægten forladt den gård, hvor den havde været siden 1761.

Maren og Niels Langæble flyttede til Sdr. Nærå, siden var de i en lang årrække købmandsfolk bag gadekæret i Vormark, hvor en børneflok på ni voksede op. Her døde Maren den 30. august 1952 i en alder af 63 år, og Niels døde hos en datter i Trappendal i Hesselager 20. december 1969, 81 år gammel.

kontaktformular

Vælg lokalarkiv

Jeg er ikke en robot